Forside » Vedligeholdelse af cashmere

Vedligeholdelse af Cashmere

Jo bedre, du behandler dit cashmere, jo længere og pænere vil det holde sig.

Vaskevejledning:

I vaskeanvisningen i al vores cashmere står, at det skal håndvaskes, men vi anbefaler faktisk at det vaskes i en maskine, hvis man følger nedenstående vejledning. Vi anbefaler dog, at man vasker cashmere så lidt som muligt, da det kan påvirke kvaliteten og udseende af cashmeren. Man kan forlænge perioden mellem vask ved, med jævne mellemrum, at udlufte cashmeren enten udendørs, undgå direkte sollys, eller ved at hænge det i badeværelset mens man er i bad.  

Maskinvask

Cashmere kan vaskes på enten et håndvaske- eller uldprogram i maskinen på max. 30o (max. 400 centrifugering) sammen med lignende farver. Der skal bruges et specielt vaskemiddel til uld. Vi anbefaler Deny Uld- og finvask til maskine. Følg doseringsanvisningen på flasken. Cashmere må IKKE komme i tørretumbleren. Det skal tørre liggende, i skyggen eller indendørs, på et tørt håndklæde. Undgå kontakt med varmekilder ved tørring. Vi fraråder, at man vasker cashmere i store industrimaskiner, som der eksempelvis er på møntvaskerier. 

Håndvask

Det er hårdere for cashmere at blive håndvasket end maskinvasket, fordi man risikerer at vride det ud af form, vride fibrene fra hinanden eller skade formen. Samtidig har man ofte tendens til at vaske det varmere, end det kan tåle, når man selv skal temperere vandet. Endvidere fjerner den skånsomme centrifugering i maskinen mere vand fra cashmere, så den hurtigere tørre.
Når man vasker cashmere i hånden skal det vaskes i en ren balje med lunkent vand og med speciel vaskepulver til håndvask af uld. Vi anbefaler Deny Uldvask. Følg doseringsanvisningen på flasken. Undgå at vride eller twiste cashmeren. Lad det ligge i blød og klem blidt vandet igennem fibrene. Tryk så meget vand ud som muligt og lad det tørre på et tørt håndklæde. Man kan med fordel skifte håndklædet, når det har ligget lidt. 

Pletfjerning

Cashmere er fra naturens side, som alle animalske fibre (som fx uld og silke), smudsafvisende, men skulle det ske at der kommer en plet, så anbefaler vi at man vasker det som anvist ovenfor. Man skal undgå at gnubbe eller gnide pletter af cashmere, da det vil ødelægge fibrene. Kan du ikke selv få pletterne af, så kontakt et professionelt renseri. 

Pilling/fnuller:

Pilling forekommer oftest under armene og på undersiden af ærmerne, men det kan også forekomme andre steder, hvor tasker, smykker, andet tøj, osv. kan gnide mod cashmeren. Pilling kan også forekomme, hvis du ikke vasker tøjet rigtigt. For skrappe vaskemidler kan svække og nedbryde fibrene, ligesom gnidning mod andet tøj under vask kan betyde, at løse fibre bindes sammen og danner fnuller på cashmeren. Derfor kan det være en fordel, at vaske tøjet på vrangen. Der er forskel på cashmere selvom kvaliteten er 100 % cashmere, derfor kan pilling variere en del fra en 100% cashmere beklædningsgenstand til en anden. Dette kan afhænge af, hvor mange tråde, der er inkorporeret i garnet eller størrelsen på maskerne. Generelt kan man sige at, er der brugt gran med mange tråde og små masker, så minimeres pilling, da fibrene ikke har lige så meget plads at arbejde på, som hvis maskerne er løsere (større). En vis mængde pilling må dog forventes på cashmere.

Vi anbefaler, at du ikke barberer pilling/fnuller af din cashmere, da du risikerer at skære fibrene over og dermed lave endnu flere fiberender, som kan pille. Desuden kan man risikere helt, at skære hul i garnet, således at man kommer til at lave hul i tøjet. Vi anbefaler at pilling/fnuller fjerenes forsigtigt med fingrene i stedet.

Opbevaring:

Vi anbefaler, at du opbevarer din cashmere liggende foldet i dit skab. Man kan med fordel ligge det i en lufttæt plastikpose, da cashmere i særdeleshed er attraktivt for utøj, såsom møl og tæppebille larver.